Brancheforeningen for teambuilding og ledertræning indgår nu et samarbejde med Dansk Psykologforening. Det skal højne den etiske standard i branchen. Dansk Erhverv ser udviklingen som en naturlig forlængelse af ledertrænere og andre videntunge rådgiveres gradvise professionalisering.
Samarbejdet med psykologerne har til formål at højne kvaliteten i den sobre del af branchen og samtidig gør initiativet op med et image, der har lidt under få, men opsigtsvækkende enkeltsager. Foreningens formand er begejstret for de nye muligheder i samarbejdet:
- Vores branche har tidligere været temmelig broget med tilbud om alt fra glødende kul til kanindræberkurser, men i dag er kvaliteten høj hos de seriøse udbydere. Mange har baggrund som erhvervspsykologer eller tilsvarende lange uddannelser, og derfor er det nærliggende for os som teambuildere og ledertrænere at samarbejde med Dansk Pyskologforening, udtaler Carsten Brandt.
- Som kunde betaler det sig at se sig godt for. Der er stadigvæk tvivlsomme tilbud på markedet og hele formålet med brancheforeningen og samarbejdet med Dansk Psykologforening er da også at hjælpe kunderne på vej til at gennemskue, hvad der skidt og hvad der er kanel. Vi vil gerne være garant for en høj etisk standard, fortæller Carsten Brandt.
Hos Dansk Erhverv, hvor branchen er medlem sammen med en lang række øvrige rådgivningsbrancher, bakker man op om samarbejdet og ser udviklingen i branchen som en helt naturlig professionalisering på linje med de øvrige videnintensive rådgivere.
- Moderne rådgivere oplever i dag et større og større pres fra kundesiden i forhold til at kunne dokumentere værdien, kvaliteten og effekten af deres ydelser. Det kræver professionalisme og høj faglighed. Udviklingen blandt teambuilderne er derfor langt fra overraskende, men naturligvis meget glædelig, konstaterer vicedirektør i Dansk Erhverv Christian Tanggaard Ingemann.
For yderligere information:
Formand for Brancheforeningen for teambuilding og ledertræning Carsten Brandt, 4080 1027.
Vicedirektør i Dansk Erhverv Christian Tanggaard Ingemann, 4079 0656.